SIDSTE NYT Nyhedsbrev oktober 2010

Sygesikringen har en officiel statistik, hvor alle klinikker årligt sammenlignes.
For vores klinik viser statistikken, at den forbyggende linje, jeg har arbejdet på igennem mange år, har haft den ønskede effekt: På de ”kedelige” ydelser som tandudtrækning, rodbehandling og fyldninger ligger vi nu 15-25 % under andre klinikker i regionen. Det til trods for, at vi har næsten 150 patienter mellem 80 og 95 år, som har bevaret deres tænder!

Tandlæge Libana Raffoul bliver ansat for at sikre denne positive udvikling. Libana har libanesiske rødder men er født, opvokset og uddannet i Danmark. Hun har været ansat i forsvaret, hvor hun har behandlet både værnepligtige og stampersonel, samt på Rigshospitalets kæbekirurgiske afdeling.
Kun Libanas ønske om videre udvikling har muliggjort hendes ansættelse hos mig.
Hendes tidligere arbejdsgivere ville nemlig meget gerne beholde hende.

Jeg må fremover maksimalt arbejde 4 timer dagligt. Efter 30 års tandlægearbejde har mine skuldre hen over sommeren klart meddelt mig, at hvis jeg ønsker at fortsætte som tandlæge, så skal det ske på nedsat tid ved stolen.
Det betyder, at jeg må tilrettelægge mit arbejde, så jeg ikke længere udsætter mig for belastningen ved tandrensning, men koncentrerer mine kræfter om de årlige eftersyn samt behandlinger. Vi vil derfor have behov for løbende at aftale med de berørte om det skal være Libana eller Maryam, der tager sig af de behandlinger jeg ikke må udføre.

Klinikken er også blevet henvisnings klinik for kæbekirurgi. Dr. Odont. Morten Schiødt specialtandlæge og chef for kæbekirurgien i Region Hovedstaden, flyttede i januar sin private praksis til vores klinik. Morten Schiødt udfører efter henvisning avanceret kæbekirurgi en halv dag om ugen. For tiden lørdag formiddag.
Tandlæge Ziba Kavian forlader klinikken den 31. oktober som følge af ændringerne.

Klinikken er blevet GrindCare Center.
Jeg har gennem 5 år arbejdet med den danske opfindelse GrindCare, som er en computerbaseret måling og behandling af tænderskæren.

Vi har nu en behandling, som kan hjælpe mange langt bedre end de bidskinner vi har haft tidligere. 

Jeg har gennem mine 30 år som tandlæge samlet specialviden om diagnostik og behandling af denne gruppe mennesker. En viden, som jeg er blevet opfordret til at dele med andre tandlæger, læger, øre-næse-hals-læger, fysioterapeuter og kiropraktorer. Jeg har udviklet og afholdt flere kurser både i Danmark og i udlandet. Jeg får derfor henvist patienter med problemer udløst af tænderskæren. Vores klinikassistent Naja er blevet GrindCare instruktør for klinkassistenter.